Ny leder af Musik- & Balletskolen
50-årige Thomas Larsen Späth bliver ny leder af Musik- og Balletskolen fra 1. august 2022.
Thomas Larsen Späth har tidligere boet i Horsens i 14 år.
Efter tre år i Shanghai vender 50-årige Thomas Larsen Späth nu 'hjem' til Horsens. Fra den 1. august 2022 sætter han sig i lederstolen på en af landets bedste musik- og balletskoler og afløser dermed Jørn Steffensen, der har været leder af Horsens Musik- og Balletskole i mere end 25 år.
Thomas er et kendt ansigt i Horsens, da han har boet i byen fra 2004-2019. Han er født og opvokset i Viborg, har boet i Aarhus i ti år og flyttede i 2004 til Horsens. Her har han blandt andet arbejdet som musikskolelærer på Horsens Musikskole samt FOF Horsens/Vejle/Silkeborg og været kirkesanger i Hospitalskirken.
Han har desuden arbejdet som projektchef i Sangens Hus, orkesterchef i Slesvigske Musikkorps og været stifter og korleder i Shanghailander Community Choir samt arbejdet med byudvikling af nye byområder i Kina ved virksomheden LEEMIAN i Shanghai.
- Det er med lige dele glæde og ydmyghed, at jeg ser frem til at træde ind i stillingen som leder af Musik- og Balletskolen i Horsens. Glæde, fordi jeg efter tre år i Shanghai ser frem til at komme 'hjem' til Horsens. En by, der gennem flere årtier har valgt at prioritere et aktivt kulturliv. Ydmyghed, fordi jeg træder ind i en musik- og balletskole, der skifter leder for første gang i mange år. Hvor jeg sammen med skolens ansatte og de mange samarbejdspartnere skal arbejde for at fortsætte den gode udvikling, siger Thomas Larsen Späth.
Han har tidligere boet i Horsens i 14 år og ved, at Kulturstationen i Horsens er en ramme, der allerede huser mange spændende aktiviteter.
- Mine børn har haft gode oplevelser i alle kulturskolerne. Jeg ser derfor også frem til at samarbejde med Billedskolen og Komediehuset om at folde det fælles potentiale endnu mere ud, siger Thomas Larsen Späth.
Han bliver en del af et nyt hold på kulturskolerne, da der samme tid også starter en ny leder på Billedskolen.
- Vi går vi en spændende tid i møde. De nye ledere supplerer hinanden på bedste vis, og sammen med lederen af Komediehuset, Thomas Nielsen, synes jeg vi har fået et fantastisk stærkt og kreativt team for fremtiden, siger Kultur- og Eventchef i Horsens Kommune, Lasse Schuleit, der glæder sig meget til Thomas Larsen Späth starter i det nye job.
- Thomas har et fantastisk drive, en stærk musikalsk ballast og et smittende væsen som vi alle glæder os til at arbejde sammen med. Der venter nogle spændende opgaver forude. Samarbejdet med de andre kulturskoler, samt et styrket fokus på samarbejdet med daginstitutioner og folkeskoler, bliver nogle af de opgaver som ligger på Thomas' bord når han starter, siger Lasse Schuleit.