Skip to the content

Nyheder

Syng dansk i Forum 2024

Hvert år arrangerer og deltager Musik- & Balletskolen i Syng-Dansk-arrangementer i Kommunen. Således også i år, hvor vi åbnede ballet mandag d. 28. oktober i Forum Horsens, hvor 800 skolebørn fra hele kommunen havde sat hinanden stævne, for at synge sammen på dansk. 🎶

Borgmester Peter Sørensen bød velkommen. En både sprudlende, livlig og veloplagt Anders Boysen styrede de 800 dansende og syngende elever og deres lærere gennem koncerten, som blev akkompagneret af et lige så veloplagt band af musiklærere fra Horsens Musik- & Balletskole, der i dagens anledning havde fået de bedste pladser i huset, nemlig i den retning hvor børnene så og sang. 💞

4 elever fra Horsens Musik- & Balletskole med i Den klassisk Junior Konkurrence

Søndag den 29. september 2024 deltog tre af vores nuværende og en tidligere klassisk klaverelev sammen med deres klaverunderviser Mario Ramon Garcia i @jacobgadeslegat's ”Den Klassiske Junior Konkurrence” for 8-16-årige på Hvidovre Musikskole.
Det blev til to 1. priser, en 2. pris og en 3. pris – STORT TILLKKE til de dygtige elever!!!
Mario er forud for konkurrencen blevet interviewet til Jacob Gade Legatets sociale medier, hvor han bl.a. fortæller følgende om konkurrencen og vores deltagere fra Horsens:
”De er fire meget dygtige og dedikerede unge mennesker som elsker at spille klaver. De har meget forskellige personligheder som kommer til udtryk i den måde de spiller. ”
”Til de rigtige elever, som har psyken og nerver til det, og som er tilstrækkeligt godt forberedt, er en konkurrence en meget god øvelse i at præsentere sit arbejde for andre og blive vurderet. Konkurrencerne er en unik chance for at bringe stykkerne til et niveau af perfektion, som man ikke en gang ville gøre til koncerterne![...]
De skal være så forberedt, at de føler sig trygge med det de spiller, så de ikke bliver for nervøse. Lidt nervøs bliver man altid, men jeg lærer dem at tåle den følelse og bruge det som ”årvågenhed”. Eleven skal kunne synes bagefter, at han/hun har gjort sit bedste og fået en god oplevelse, uanset vurderingen”.
Læs hele interviewet med Mario her

Dorthe Dahl Jørgensen - klaver, Musikspirer og Lungekor

Dorthe Dahl Jørgensen er vores nye underviser på klaver, klaverstarter og musikspirer på Kulturstationen og klaver på Egebjergskolen. Hun står også klar med tilbud om et nyt lungekor, som vi håber snart kan få luft under vingerne. Dorthe kommer med masser af erfaring og en skøn energi, og vi er virkelig glade for at hun er blevet en del af flokken her på vores skole. Hun er tilmed bosat her i kommunen.

Velkommen til Dorthe Dahl Jørgensen

Thomas Larsen Späth, Musik- & Balletskoleleder

Dorthe: 
Jeg hedder Dorthe, og jeg har boet i Horsens i mange år. Jeg blev færdig i 2005 som Almen Musiklærer fra Konservatoriet i Aarhus, hvorefter min familie og jeg flyttede til Horsens. Jeg har primært arbejdet i Folkekirken og har haft en masse børne-, ungdoms- og voksenkor, baby- og børnehold, og ved siden af har jeg undervist i sang og klaver. Der ud over tager jeg ud og laver arrangementer med højskolesang. Jeg har for nylig haft en afstikker i et par år til det vestjyske som kirkemusiker.

Jeg kan lide al mulig slags musik. Det bevæger mig, og jeg kan bruge musikken til at bevæge andre. Sang og musik giver fællesskab på tværs af sociale skel, aldre og omgangskredse. Musik forener os. 

Jeg glæder mig til en masse musikalsk fællesskab på Horsens Musik- og Balletskole.

Madeleine Fatland Nilsen - klarinetlærer

Vi er superglade for at kunne præsentere Madeleine, som vores nye klarinetlærer. Til samtalen overbeviste hun os både med skøn musik og et vindende væsen. Samtidig er hun tydeligvis en meget dedikeret underviser.
Velkommen til Madeleine på Horsens Musik- og Balletskole.

Thomas Larsen Späth, Musik- og Balletskoleled
er.

Madeleine:
Mit navn er Madeleine og jeg kommer fra en lille landsby ved navn Sande i Norge. Sommeren 2023 blev jeg færdig med min pædagogiske kandidat ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. 

Min klarinetrejse startede, da jeg var ti år gammel, og jeg fandt tidligt ud af, at klarinetspil var det, jeg bedst kunne lide. Den smukke lyd af klarinetten og mange forskellige karakterer skifter, fangede min opmærksomhed og gjorde musik, jeg spillede, enormt sjov!

Når jeg ikke underviser, er jeg klarinettist i Aarhus Kammerorkester. Jeg har også spillet saxofon i mange år, bl.a. i kvartet og orkester. Klaveret er også et instrument, jeg har glæde af at spille.

Musik for mig er at lytte, føle og drømme, og jeg synes det er fedt at det kan bruges som et fælles sprog over hele verden.

Sneak peak på Bjørnskov-sangen 'Tænder Lys'

Musik- & Balletskolens to kor: Pop Up og Sing it Up, har medvirket på indspilningen af en sprit-ny BJØRNSKOV sang ’Tænder Lys’.
Sangen er skrevet med inspiration fra børn og unge, der har deltaget i børnesorggrupper i Horsens. Formålet er at sætte fokus på livet med sorg og hvordan vi som medmennesker kan være med til at støtte dem, der lever med sorg.
Lyt med på en fin præsentation og få et lille sneak-peak på sangen, der lanceres ved et event d. 2. november 2023. SE mere i kalenderen.

HMB med i nyt sundhedsprojekt

Udover at undervise en masse skønne elever på deres forskellige instrumenter på Kulturstationen og ude på kommunens skoler, så har vi på HMB også spændende samarbejder i gang omkring kultur og sundhed.

Et af projekterne sker i samarbejde med VITAL Horsens på Langmarksvej. Her arbejder vi sammen med personalet om at bringe kulturen tæt på de mennesker, der er uheldige at blive ramt på helbredet og som skal igennem forskellige former for genoptræningsforløb.

Læs historien om, hvordan vores guitar-guru Per Zeeberg bruger musikken til, at give borgerne på Døgnrehabiliteringen et tiltrængt frikvarter. Læs mere i den fine artikel i HSFO HER

Kristian Lassen - rytmisk klaverlærer

Vi er altid glade, når vi kan tiltrække dygtige og kompetente undervisere til Horsens Musik- & Balletskole. Det er absolut tilfældet med Kristian Lassen, som bliver vores nye spydspids for den rytmiske klaverundervisning.
Han har undervist i mange år på Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling i klaver og sammenspil og er sideløbende aktiv musiker, hvor han bl.a. spiller med Mek Pek Party Band.
Kristian har en stor passion for latinamerikansk musik, og har en særlig tilknytning til Cuba, men spænder ellers over en bred vifte af stilarter.
Den store erfaring akkompagneres af et smittende humør, udtalt spilleglæde og en stor lyst til at arbejde med elever på alle niveauer.
Velkommen til Kristian Lassen – tag godt imod ham.

Thomas Larsen Späth, Musik- & Balletskoleleder

Johnny Kühn Jørgensen - guitarlærer

Vi byder velkommen til Johnny, som ny guitarlærer på Horsens Musik- & Balletskole. Johnny har masser af erfaring med undervisning i forskellige sammenhænge, og var et absolut førstevalg, da vi skulle finde en ny guitarlærer.
Udover det store faglige oveblik, så har Johnny en superskøn og positiv indstilling til sin lærergerning.. Vi er glade for at få ham med på holdet og håber, at I alle vil tage godt imod ham.

Velkommen til Johnny.

Thomas Larsen Späth, Musik- & Balletskoleleder.

Johnny:
Jeg hedder Johnny Kühn Jørgensen og har brugt en stor del af mit liv på at spille guitar. Siden en færdiggjort konservatorieuddannelse i 2010 (guitar/sammenspil) har jeg beskæftiget mig med musik, både som udøvende musiker og underviser i flere sammenhænge.

I min undervisning lægger jeg vægt på medbestemmelse, engagement, hvor min elev musikalsk er – og så skal det være sjovt at spille.

Kristian Selnes - violinlærer

På Horsens Musik- & Balletskole er vi ikke bange for at ansætte nyuddannede. Især ikke, når de er så kompetente, som Kristian Selnes, der er vores ny violinunderviser. Kristian har erfaring med både soloundervisning og ensembleledelse. Han vil derfor komme til at have soloelever, samt indgå i et team sammen med Tine Bæk Madsen omkring Horsens strygerne. Vi ser frem til at få Kristian ombord efter sommerferien.  Tag godt imod ham.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Kristian:
Hej, mit navn er Kristian, og jeg er violinist og ny lærer i Horsens Musikskole. Jeg er utroligt begejstret over at have fået muligheden for at være en del af det fantastiske musikmiljø i byen og ser frem til at møde alle elever og kolleger.

Jeg kommer oprindeligt fra Norge, men har boet i Aarhus i næsten tre år, hvor jeg har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium. Jeg har tidligere studeret på Musikhögskolan Ingesund i Sverige og har deltaget i mesterklasser i forskellige lande, herunder Italien, Tyskland og Polen. Musik er min store passion, og jeg nyder at spille alle typer musik! Jeg bruger mesteparten af min tid på at spille klassisk musik i forskellige orkestre og i min strygekvartet. Derudover spiller jeg også tango, folkemusik og lejlighedsvis i bigband.

Jeg ser frem til vores kommende møder!

Jeppe Mørch Hjøllund

Jeppe Mørck Hjøllund - trompet

”Sådan! Det er endnu engang lykkedes os, at finde en god underviser, som I skal glæde jer til at møde. Jeppe Hjøllund er vores nye trompetunderviser. Han kommer med stor erfaring både som underviser og udøvende musiker, og så er han bare en virkelig rar fyr. Et stort og varmt velkommen. Vi håber I vil tage godt imod ham”.

Thomas Larsen Späth, Musikskoleleder

Jeppe:

Mit navn er Jeppe og jeg er ny trompetlærer i Horsens Musikskole.

Musik er det bedste jeg ved. For mig er musik den største kilde til kreativ og åndelig udvikling.

Jeg har det allerbedst, når jeg dyrker kontakten til mit instrument og skaber noget sammen med andre, både medmusikere og elever.
Jeg spiller både jazz, hiphop, pop, elektronisk musik og fri improvisation. Blandt andet spiller jeg i min egen kvintet Klokke og i trioen Blunder. Jeg er også studie- og livemusiker for andre artister og bands, og så har jeg spillet en hulens masse bigband.

Jeg holder til i Aarhus og er en del af byens jazzmiljø, hvor jeg både spiller og arrangerer improviserede koncerter.

Jeg er uddannet rytmisk trompetist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2018.

Jeg glæder mig til at møde mine nye elever i Horsens Musikskole!